Divanen er et møbel, hvor man kan slænge sig, hvile sig, vente. Et møbel, der ændrer kroppens orientering – og dermed også stemmens form. Divanen etablerer en tale, som ikke entydigt rettes mod nogen bestemt.

Divanen har været forbundet med fri association: en tale uden fast plan, uden krav om sammenhæng eller effektiv kommunikation. Patienter har ligget på en divan for at svække blikkets kontrol og fremkalde en tale, der ikke var rettet mod en modtager.

Mladen Dolar fortæller historien om en italiensk brigade, der hører sin løjtnants ordre én gang, en anden gang, en tredje gang – stadig mere vredt. Til sidst udbryder nogen: "che bella voce" – hvilken smuk stemme. Det, der høres, er ikke længere primært hvad der siges, men at der tales.

Divanen kan i denne forstand forstås som en modstand mod, at tale altid skal levere og konkludere. En modstand mod et effektivt sprog, der kan forklare sig selv og afslutte sig selv. Divanen åbner for noget andet: et ophold i sprogets arbejde. En tale, der ikke nødvendigvis fører nogen steder. Gentagelser. Vaklen. Fortalelser.

Gertrude Stein skriver i Tender Buttons (1914): "A kind in glass and a cousin, a spectacle and nothing strange."

Vi inviterer bidrag, der undersøger divanen som sproglig og vokal situation, herunder: fri association, automatskrift og lydskrift. Stemmer uden entydig adresse eller stabil fortællerposition. Drømmetransskriptioner og fragmenter. Værker, hvor betydning ikke er givet på forhånd, men opstår, forskydes eller opløses i processen.

Skjald Volume #3 undersøger divanen som et sted, hvor sprogets funktion ændrer karakter, og hvor stemmen kan træde frem som andet end blot medium for mening. Poesi, prosa, essays, dramatik, oversættelser og kollaborative bidrag er velkomne. Klassiske oplæsningstekster såvel som værker, der arbejder eksperimenterende med lyd og performance. Temaet kan tolkes frit.

Alle bidrag sendes som tekst til bidrag@skjald-tidsskrift.dk

Frist: 8. februar 2026